• Fragt 39 kr.
  • Fri fragt over 399 kr.
  • Levering 1-3 dage
0
0,00 DKK
Indtast din søgning
 
 

Hjemmepasning vs daginstitution

Hjemmepasning vs daginstitution
Allerede da jeg ventede Lærke gik jeg med tankerne om at hjemmepasse...
 
Tanken om at en anden skulle passe mit lille barn gjorde mig utilpas. Hvorfor skulle andre mennesker have alle “guld-timerne” med mit barn, mens jeg gik glip af så meget.  Hvad hvis hun tog sine første skridt mens jeg ikke var der? Sagde sit første ord, lavede sin første tegning. 


Jeg kunne slet ikke forene mig med tanken om at jeg ikke skulle bruge al min tid sammen med MIN datter, at andre skulle passe hende for mig, når jeg i realiteten havde mulighed for at have hende hjemme hvor hun hører til. 


Jeg undersøgte en masse, lagde budget og fandt ud af at nogle kommuner giver tilskud til pasning af eget barn i hjemmet. 

Nogen giver helt op til 7500 kr pr barn, nogen kun 1800 kr lige meget hvor mange børn du har hjemme og andre giver slet ikke tilskud. 39 kommuner i Danmark giver tilskud til pasning af eget barn, og gennemsnitligt betaler de ca 5500 kr om måneden pr barn der passes hjemme. 


Selvfølgelig ville vi have flere penge at gøre godt med hver måned hvis jeg gik ud og fik mig et arbejde igen efter endt barsel, men lige nu - mens børnene er små - er vores prioritering altså tid med børnene, frem for penge. 


Vi er mange gange blevet mødt af en undren af vores valg omkring hjemmepasning. Nogen fordi de synes det er spændende og gerne vil høre mere, andre fordi de slet ikke kan sætte sig ind i vores valg. 


Vi har fået mange forskellige kommentarer omkring vores valg. 

Mange siger blandt andet: 

"årh hvor er det fedt" 

"Jeg ville ønske jeg kunne gøre det"

"Det er da så godt for børnene at være i deres trygge omgivelser så længe de har meget brug for jer"


Men vi har også fået mange negative bemærkninger som:

"de bliver generte"

"de kommer ikke til at kunne finde ud af at begå sig i samfundet" 

"de kommer jo ikke til at vide hvordan man er omkring andre børn" 

"i gør det hele værre ved at rykke deres institutionsstart til så sent" 

"i gør dem afhængige af jer"


Osv osv...

Jeg kunne aldrig finde på at stille spørgsmålstegn til hvorfor andre vælger at sende deres børn i institution som 6-9-12 mdr gammel. Så hvorfor er det så okay at stille spørgsmålstegn ved vores valg på en dømmende måde? Folk gør det der passer ind i deres familieliv, og selvfølgelig skal der være plads til forskelligheder. 


Jeg er meget åben omkring vores valg angående hjemmepasning, fortæller gerne og kan henvise til en række nyere undersøgelser omkring småbørn og institutioner, men hvis folk ikke vil lytte, men kun komme med spydige bemærkninger og uforståelse lige meget hvad jeg fortæller, så lukker jeg den altid med at det heldigvis er vores børn og os der fremadrettet må tage de konsekvenser der nu måtte komme, af de valg vi har taget for dem. 


Og selvfølgelig ser vores børn andre børn. Det er jo ikke fordi vi bare går hjemme i vores eget lille hus og ikke kommer ud. 
Vi ses jævnligt med andre børn og deres mødre, går på legepladsen hvor vi møder nye fremmede børn, og på vores lokale bibliotek er der hver fredag legestue fra klokken 10-13. 


Jeg har nu hjemmepasset Lærke over 2 år, og uanset hvor uenige nogen mennesker er i vores valg, så starter hun først institutionslivet, når hun er gammel nok til at starte i børnehave. Til august skal hun afsted, og stadig gør det ondt i mit mor-hjerte. Jeg føler at Lærke er ved at være klar til ‘sit nye liv som børnehavebarn’ men jeg tror også, at uanset om dit barn starter i institution som 10 mdr gammel eller 3 år, så vil det altid være svært for forældrene. 


Sebastian kommer højst sandsynligt også først til at starte i institution når han kan komme i børnehave. Og hvis nu det - mod forventning - pludselig ikke fungere for os med hjemmepasning, og jeg bliver nødt til at få et arbejde, så har vi også privat pasning i baghånden til vores børn. 


Jeg kan kun anbefale andre at hjemmepasse. Hvis det kan fungere i jeres hverdagsliv og hvis i kan få økonomien til at hænge sammen, så synes jeg klart det er værd at undersøge. 


Jeg ville aldrig bytte det for noget andet at hjemmepasse mine børn. Al den tid vi har sammen mens de er små, alle de ekstra oplevelser vi sammen får, alle “de første gange” jeg får lov at opleve med MINE børn. Intet kan måle sig med det. Jeg føler mig enormt priviligeret at dette var en mulighed for vores familie. 


Men man skal også være forberedt på, at når man går imod det der er ‘normalt’ så får man nok nogle spydige kommentarer og uforståelse med på vejen, og det er helt okay. For det er jeres børn, og jeres valg hvordan i vil opdrage dem. 

 
 
Skrevet af Natasja


Læs mere om Natasja på Instagram her